2 år siden

Kære Charlotte, din chef har ret

Charlottes chef siger, at
e-mailmarkedsføring ikke duer i deres firma. Han har ret.

Et af de spørgsmål jeg
får hyppigst, er det her:

Kan alle virksomheder bruge e-mailmarkedsføring?

Her er mit svar:

Næh.

Det kan alle ikke.

Der findes én type virksomhed, jeg
helt vil fraråde at anvende e-mails.

Én type virksomhed, som jeg vil være ked af at sælge et kursus til.

For det vil være spild af deres penge.

Charlotte, som skrev til mig i går,
sidder i præcis sådan en virksomhed.

Hun er ansat i marketing i en større b-to-b virksomhed.

Hun læser ‘næsten alle mine mails’,
fortalte hun mig i en mail i går (tak,
Charlotte) – … men hun har ét problem.

(Det var derfor, hun skrev i går).

Kan du gætte, hvad det problem er?

Ellers får du svaret her:

Hendes chef mener ikke, at e-mailmarkedsføring duer i den type virksomhed, de sidder i, fordi virksomheden er på b-to-markedet.

Og derfor skrev Charlotte:

‘Kan du ikke give mig nogle hårdtslående argumenter,  jeg kan bruge overfor min chef – og meget gerne henvise til en enkelt case (eller to;-) på virksomheder, der ligner vores, som allerede bruger og har succes med e-mailmarkedsføring?’

* * *

Jo, det kan jeg godt.

Jeg kan spytte argumenter ud med samme hastighed
som en Enarmet Tyveknægt spytter mønter ud, når et
heldigt asen får Jackpot på Casino Munkebjerg ved Vejle.

Jeg kunne fx skrive til hende, at:

E-mailmarkedsføring er den markedsføringskanal,
der har den højeste ROI (Return on Investment) af
alle kanaler.

Fordi, det er sandt.

E-mailmarkedsføring virker helt fantastisk effektivt netop
på b-t-b-markedet, fordi beslutningsprocesserne ofte er
længere netop på dét marked. Mails er fabelagtige til at
fremskynde processen.

Fordi, det er sandt.

At flere end halvdelen af dem, der køber mine kurser
netop er b-to-b-virksomheder. (Jeg skulle hilse og sige,
at deres salgskurve har det storartet.)

Fordi, det er sandt.

Og jeg kunne fortælle, at hun skal hilse fra mig og sige til chefen,
at e-mailmarkedsføring ikke er b-to-c eller b-to-b. Det er p-to-p.

People to people. 

E-mails er ligeglade med om modtageren er en privatkunde,
der leder efter en kassebuks i størrelse 38 (fatter man, at de er
blevet moderne igen?) – eller om det er en øjenklinik, der skal
købe moderne laserudstyr til sin klinik.

E-mails er ligeglade. Har modtageren øjne, han kan læse med? Har han
en finger, han kan klikke med? Har han et hjerte, en hjerne og en visitkort med en titel, han kan træffe beslutninger med? Og har han en mailadresse, man kan sende til? Så send.

Alligevel bliver mit svar til Charlotte:

Din chef har ret.

I kan ikke profitere af e-mailmarkedsføring i jeres virksomhed.

Ikke fordi, I er en b-to-b-virksomhed, men fordi
I er en ‘Det-virker-sgu-nok-ikke-for-os’-virksomhed.

Forstå denne essentielle pointe:

Det nytter ikke noget, at der sidder en ensom Charlotte
i marketing, som er den eneste, der vil det her med mails.

For så bliver hverdagen en kamp om tid nok til de mails.

Og måske siger chefen: ‘Nu har du fået de 2.450 kroner til hende den skruptossede e-mailnørds kursus, så kan vi altså ikke også bruge penge på at ændre vores tilmeldingsfelt på websitet, bare fordi hun siger det felt stinker. Det er for besværligt og dyrt’.

Og når Charlotte sætter sig ned for at skrive en virkelig god mail, så kommer chef løbende med en ordre om, at hun skal lave en facebook-konkurrence, for han har lige hørt, at det er vigtigt med de sociale medier.

På den måde bliver ‘det virker ikke for os’
en selvopfyldende profeti. For lidt (nul) intern
opbakning, for lidt tid, for få allokerede
ressourcer … ender med at smadre det salg,
der aldrig fik en eneste chance.

… Og så fik chef ret.

* * *

Tyg lige på den.

Og spørg så dig selv (og chef):

Vil vi det her?

Kun hvis svaret er helhjertet ja skal du tilmelde dig en af mine kurser.

Ellers er det spild af penge.

/Christina

 

Gør som over 12.000 andre

Få viden, værktøjer, trends og tricks til dine e-mails. Plus (vanvittigt gode) tilbud - og først besked om nye kursusdatoer.
Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.
Privatlivspolitik