10 måneder siden

[GDPR] Sådan skal tilmeldings-feltet til dit nyhedsbrev se ud nu

Har du også sådan et her:

Altså et felt på dit website, hvor folk kan tilmelde sig dit nyhedsbrev?

Er du også (for det er de fleste andre) i tvivl
om, hvordan det felt egentlig skal se ud nu?

Altså nu, efter den nye persondataforordning er trådt i kraft?

Hvis du spørger på sociale medier, så får du de her svar:

“Jeg har lige hørt en podcast, hvor en jurist siger, at man ikke længere må belønne folk for deres samtykke med fx en rabat, en e-bog eller et lod i en konkurrence”

* * *

“Det var mystisk, for vores jurister siger altså, at det må man
gerne, man skal bare præsentere ‘gaven’ som noget sekundært ….”

* * *

“Det tror jeg ikke er rigtigt, for jeg har læst at …”

* * *

GDPR-forvirringen er total:

Hvad – og skal – du skrive i tilmeldingsfeltet til dit nyhedsbrev,så du holder dig på den helt rigtige side af den nye persondataforordning og markedsføringsloven?

Det ved Frank.

Frank Bøggild.

Det er ham her:

Frank er advokat og partner i advokatfirmaet Kromann Reumert.

Men det, jeg allerbedst kan li´ ved Frank (lige i den her sammenhæng) er, at han
er specialist. Frank har bl.a. speciale i netop persondata og markedsføringsloven.

Han er en slags GDPR-supernørd i markedsførings-land.

Og så er han medforfatter til den her moppedreng af en bog,
som andre advokater betaler penge for – og rådgiver ud fra:

Derfor ringede jeg i går til Frank:

Hvordan skal tilmeldingsfeltet til nyhedsbrevet skæres nu?

Må man stadig belønne folk for at tilmelde sig nyhedsbrevet (fx give en rabat, en e-bog eller et lod i en konkurrence)? Hvis ja, hvordan skal det så formuleres? Må man bruge e-mailadresserne til andet end at sende nyhedsbreve – må man fx bruge folks e-mailadresser til at ramme dem med målrettede annoncer på sociale medier? Og er det rigtigt eller forkert, at man i sit tilmeldingsfelt nu skal dobbeltgardere sig ved også at have en  ‘Jeg er indforstået med, at I sender mig nyhedsbreve’-checkboks?

Frank starter sit svar et andet sted:

“Altså, alt det her startede jo med, at nogle måske mindre seriøse virksomheder lokkede folk til at deltage i alverdens konkurrencer … – og med meget lille skrift omme på side 96 stod der så, at man samtidig også sagde ja til nyhedsbreve. Dén går jo ikke – og det har Forbrugerombudsmanden – med rette – reageret på.

Men, pointerer Frank, det betyder ikke, at man ikke må udbyde konkurrencer
eller give andre fordele i forbindelse med indhentning af et samtykke. Man må endda gerne lade konkurrencen eller gaven være betinget af et samtykke.

Det fremgår af lovbemærkningerne til markedsføringsloven fra 2017: 

‘Hvis et samtykke indhentes i forbindelse med fx en konkurrence eller en spørgeskemaundersøgelse, skal det være klart for forbrugerne, at der samtidig med deltagelsen i konkurrencen m.v. gives samtykke til at modtage markedsføring’.

Frank:

“Også persondataretligt bør det være muligt at kombinere et samtykke med en konkurrence. I Datatilsynets nye vejledning om samtykker står der nemlig, at ‘en dataansvarlig kan i et vist omfang motivere de registrerede til at give samtykke ved, at der er en fordel forbundet med samtykket. Indmeldelse i en forretnings fordelsprogram kan fx indebære rabatter, som motiverer kunden til at give samtykke til at modtage reklamemateriale fra forretningen. Den rabat eller de fordele et samtykke til et fordelsprogram medfører, udelukker ikke, at samtykket anses for at være frivilligt’.

Et manglende samtykke må dog ikke have negative omkostninger, altså at prisen eller omkostningerne så stiger, fordi man har valgt ikke at give et samtykke.

Betyder det så, at man i overskriften inde på sit tilmeldingsfelt ikke længere må skrive fx sådan her:

Deltag i konkurrencen om en Ipad

Frank:

“På et tidspunkt var der synspunkter om, at hvis man skrev  ‘Deltag i konkurrencen om en Ipad’ med store fede typer i sin overskrift, så skulle man med nøjagtig samme store fede typer oplyse om tilmelding til nyhedsbrevet, men det var for vidtgående, og med de gældende lov-bemærkninger er det ikke et krav, at det skal skrives lige så stort. Til gengæld er kravet, at et samtykke skal være  ‘en frivillig, specifik, informeret og utvetydig viljetilkendegivelse’.

Interviewet begynder at nærme sig übernørd-niveau, så jeg fodrer nu Frank med 5 konkrete tilmeldingsfelter og beder ham kommentere på dem: Overholder de markedsføringsloven og GDPR?

Frank understreger, at det ikke er sort/hvidt, og at der endnu ikke er tilstrækkelig praksis til, at vi ved præcis, hvor grænsen går. Et par hurtige bud får vi dog.

Følg med her:

Go eller no go # 1 af 5: 
Webshoppens ‘Deltag og vind’-tilmeldingsfelt

 

Frank: ‘Go’, fordi …

“Webshoppen informerer allerede i første linje under overskriften om, at der er tale om tilmelding til et nyhedsbrev. Den information er ikke forsøgt sløret eller skjult, så her er vægten mellem konkurrencen og nyhedsbrevet altså balanceret. Samtidig fremgår det specifikt, hvad man får i nyhedsbrevet: ‘Tips, tricks, nyheder og tilbud’, og så informerer shoppen også om, at man nemt kan afmelde sig. Det er et af de nye krav, at det skal være muligt – og i øvrigt også god markedsføringsskik.

Forbedrings-forslag:

‘Til gengæld måtte der gerne stå specifikt, at nyhedsbrevet bliver fremsendt pr. e-mail, selv om det jo næsten ikke kan være andet, når man alene oplyser navn og e-mailadresse. Hvad angår gavekortet og trækningen, så måtte der også gene stå lidt mere information herom. Og så kan de overveje ikke at køre så specifikt på konkurrencen i den grønne call to action-knap, skriv i stedet bare ‘Ja tak’.

 

Go eller no go # 2 af 5: 
Rejsebureauets ‘Spar tusindvis af kroner ‘-tilmeldingsfelt

 

Frank: ‘No go’, fordi …

“Dén går nok ikke – og det er der flere årsager til: Informationen om, at man samtidig tilmeldes nyhedsbrevet er placeret allernederst i en note med mindre skrift. Dernæst stiller jeg spørgsmålstegn ved, om jeg reelt kan ‘spare tusindvis af kroner’ – hvis der fx er tale om en flybillet fra København til Aarhus, som koster 800 kroner, så kan jeg jo ikke spare tusindvis af kroner. ‘De bedste rejsetilbud, du nogensinde har set’ og ‘de billigste flybilletter’ er formentlig også lidt af et postulat.

Forbedringsforslag:

Skriv fx sådan her i overskriften:

Spar penge på din næste flybillet

Ryk informationen om, at man samtidig tilmeldes nyhedsbrevet helt op under overskriften sammen med tilbuddet om de 5 tips. Og ændr teksten i den gule call to action-knap, så den ikke kun omfatter de 5 tips. Skriv fx: ‘Det vil jeg gerne have’ eller ‘Få billige flybilletter og tilbud på mail’.

 

Go eller no go # 3 af 5: 
Uddannelseshusets ‘Få et gavekort til et kursus ‘-tilmeldingsfelt

 

Frank: Både ‘go’ og ‘no go’, fordi …

Som den ser ud der, så er den formentlig ok, for her kan man jo få et gavekort til et kursus til en værdi af 3.000 kroner helt uden at skrive sig op til nyhedsbrevet. Man skal bare lade være med at sætte flueben i den lille afkrydsningsboks. Hvis de derimod vil gøre gavekortet betinget af et samtykke, så skal formularen ændres.

Sådan kan den ændres:

Virksomheden her kan med fordel fjerne checkboksen og i stedet informere om tilmelding til nyhedsbrevet på samme måde som i de foregående eksempler. Overskriften er dog så lang og med så stor vægt på gavekortet, at de bør nævne nyhedsbrevet i samme sætning. De kan fx skrive: ‘Få et gavekort til vores mest populære kursus Unfold Your Power (værdi 3.000,-), og kom med på nyhedsbrevet’.

Mit råd vil også være, at de ændrer farven på brødteksten fra lysegrå til sort. Så opstår der bedre balance mellem gavekort og samtykke.

Hvad med den lille ekstra checkboks? Mange mener, at den er påkrævet her efter 25. maj?

Frank:

“Der er mange skrøner og myter i omløb om det her – og den her er en af dem. Den ekstra checkboks er ikke et krav, når man udelukkende beder om samtykke til et nyhedsbrev.

Go eller no go # 4 af 5: 
B-t-B-virksomhedens ‘Tilmeld dig vores nyhedsbrev’-tilmeldingsfelt

 

Frank: Mest ‘no go’, fordi …

“Den her er ikke fyldestgørende, for de beder kun om samtykke til at sende mails om ‘nyheder og events’. Jeg tænker, at det er sjældent, deres nyhedsbrev ligefrem handler om nyheder og kun nyheder, så hvis de også vil have samtykke til at sende mails med tilbud, information om eksisterende produkter osv., så skal det fremgå.

Forbedringsforslag:

Løsningen her er en bredere og dermed dækkende formulering, så de også får samtykke til at sende mails om andet end nyheder.

 

Go eller no go # 5 af 5: 
Fotografens ‘Få 500 i velkomstrabat’-tilmeldingsfelt

 

Frank: Mest ‘no go’, fordi …

Igen: Der er ikke noget galt i at give en belønning for et samtykke – her en klækkelig rabat, men informationen om, at man samtidig giver samtykke til markedsføring på mails er nok lige lavt nok vægtet her. Ordet nyhedsbrev er det allersidste ord. Og så måtte skriftstørrelsen også gerne være lidt større.

Forbedringsforslag:

Omformuler brødteksten under overskriften, så nyhedsbrevet præsenteres med det samme – altså vend sætningen om og lad det fremgå tydeligt, at man sammen med sine 500 kroner giver samtykke.

 

Et sidste (men for mange brændende) bonus-spørgsmål: Må man også bruge e-mail-adresserne til at annoncere på fx Facebook?

Mange virksomheder bruger e-mailadresserne, de har fået ved tilmelding til nyhedsbrevet, til også at ramme læserne via målrettet annoncering på sociale medier, fx på Facebook. Er det GDPR-lovligt?

Frank:

‘Det er ikke helt afklaret, og det kan også komme an på, hvordan det foregår. Svaret er mest sandsynligt et ja, hvis du indhenter samtykke til det. I de eksempler, vi har gennemgået her, opnås der ikke samtykke til andre formål end at sende markedsføring på mail. Ønsker du samtykke til andre formål – fx annoncering via andre medier og kanaler – så skal det være omfattet af samtykket’.

* * *

Frank skal videre.

Men jeg synes lige, at vi to skal opsummere her.

Det kan vi gøre i én kort sætning:

Snyd ikke noget menneske til at tilmelde sig dit nyhedsbrev. 

Og lige dét er der sådan set ikke noget nyt i.

E-mailmarkedsføring er kun magisk, når de mennesker, du sender
dine mails til, er 112% bevidste om, at de selv har skrevet sig op.

Byg din e-mailliste på klarhed.

Det skaber tillid .

Tillid er forudsætningen for enhver holdbar relation

 

/Christina

Gør som over 12.000 andre

Få viden, værktøjer, trends og tricks til dine e-mails. Plus (vanvittigt gode) tilbud - og først besked om nye kursusdatoer.
Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.
Privatlivspolitik