1 år siden

Trenden, de taler om derude:  Derfor anbefaler jeg den ikke

”Det er bare so last year”.

Den sætning læste jeg på LinkedIn forleden.

Kommentaren stod i tråden under et opslag, der handlede om freebies.

[Freebie: fx en e-bog du skal give din e-mailadresse i bytte for. Eller et webinar du kun kan deltage i, hvis du afleverer din e-mailadresse. Den slags, du ved. Gated content, kalder de smarte ovre i København det vist nok].

”Det er 2015 markedsføring”, skrev en.

”Ja, jeg tror heller ikke på, det virker mere”, nikkede en anden.

Og sådan rullede den ellers derud a’.

Disse marketingfolk mente, at hvis du bare laver godt indhold, så behøver du ikke at bede om folks e-mailadresse i bytte for dit indhold, for så vil de følge dig alene på grund af din høje kvalitet.

* * *

Det er ikke kun på LinkedIn, jeg har set den slags debatter siden, vi trådte ind i 2021.

For mindre end et døgn siden modtog jeg en e-mail med nøjagtig samme budskab (i øvrigt fra en afsender, som sender mig e-mails, fordi han har bedt om min e-mailadresse i bytte for sin e-bog. Oh, the irony).

Jeg kalder fænomenet for:

’Død over freebies’-trenden.

Og jeg vil ikke anbefale dig at hoppe med på den.

Årsag nr. 1 er den åbenlyse:

Det er ikke en ny trend.

Hvert år er der nogen, der råber op om at freebies er ’so last year’.

(Det tror jeg faktisk også, at der var nogen, der mente i 2015. Så at sidde på
LinkedIn og sige det samme i 2021 er … – well, ret 2015-agtigt, vil jeg mene).

 

Årsag nr. 2 er den her (som faktisk burde være lige så åbenlys som årsag nr. 1):

 
Folk læser ikke din e-bog – og kommer ikke til dit webinar – hvis du ikke beder om e-mailadressen.

Det skal du forstå sådan her:

Dit publikums hukommelse er som en si.

”Spændende e-bog! Dén skal jeg læse i aften!”, siger – lad os kalde ham Bent – til sig selv.

Syv-ni sekunder senere ringer hans telefon.

To timer senere skal han en tur i Netto efter opvaskemiddel. Eller gær. Eller noget.

Og sådan fortsætter det:

Regninger, der skal betales i Netbank.
Sne, der skal skovles.
Børn, der skal læses for, og siges godnat til.

Livet foregår i Bents liv.

Og den fine e-bog, han har fået af dig – helt uden at skulle aflevere sin e-mailadresse (fordi det er ’for 2015-agtigt’ at bede om den) – … den får han sandsynligvis aldrig læst.

Præcis på samme måde som han glemmer, at det er i aften, du afholder det webinar, som han tilmeldte sig forrige tirsdag.

Pointen er den her:

Du overvurderer dig selv, hvis du tror, at Bent engagerer sig i dit indhold, bare fordi du forærer det væk.

Bent skal hjælpes.

Dit gratis indhold er ikke omdrejningspunktet i hans liv.

Derfor:

Bed om Bents e-mailadresse.

Og gør så det her:

Send ham små opfølgende mails, der motiverer ham til at få læst din e-bog, din guide eller hvad din freebie måtte have at byde på.

Send ham reminders om dit fine webinar i aften – og send ham efterfølgende et link til optagelsen, hvis han alligevel blev forhindret i at deltage.

(Det er e-mails, du i øvrigt kun behøver at skrive én gang. Du sætter du dem op i dit e-mailsystem til at blive spyttet ud på autopilot i kølvandet på din freebie. Det kaldes en engagement-serie).

* * *

At bede om e-mailadressen i bytte for din freebie er at anerkende, at din læser har et liv.

Det kaldes empati.

Jeg tror ikke på, at empati nogensinde bliver umoderne.

– Og hey:

Hvis du absolut VIL afprøve noget, der reelt er en ny trend, så kan du overveje at at tage penge for din freebie. Fx 19 kroner eller 39 kroner – i det niveau. Det har i 2020 været ‘det nye sorte’ på det amerikanske marked. Jeg har en dansk kollega, der netop har testet det af med stor succes.

Det vil jeg også prøve. Så hvis du en dag ser en annonce, hvor jeg tilbyder en freebie, du skal smide både din e-mailadresse og 29 kroner for, så ved du hvad jeg har gang i:-)

Vær stolt af dit gode indhold.

Tag dig betalt for det.

I det mindste en e-mailadresse.

Ellers går Bent i Netto – og du ser ham muligvis ikke igen.

 

/Christina

 

Ps. E-bøger og webinarer er kun et meget lille hjørne af, hvad en freebie kan være. Jeg har brugt de to formater som eksempel i mailen her, fordi det er klassikerne, vi allesammen kender. Der findes et hav af forskellige typer høj-effektive freebies. Nogle er særligt velegnede til webshops, andre til vidensformidlere, behandlere, BTB’ere osv.

I onlinekurset TURBO1000 viser jeg dig hvilke freebies, der egner sig til hvad. Og hvilke, du kan lave meget hurtigere end fx en e-bog.

Du lærer også hvordan du bygger e-mailliste via alt fra dit eget website til organiske opslag på sociale medier og betalt leadannoncering. Du kan læse, hvad du lærer på TURBO1000-kurset på siden her >>

Skulle du have lyst til at få fingre i en komplet lektionsplan i PDF-format, så skal det ikke skille os ad. Du kan hente lektionsplanen i pdf-format via linket her >>

Gør som over 12.000 andre

Få viden, værktøjer, trends og tricks til dine e-mails. Plus (vanvittigt gode) tilbud - og først besked om nye kursusdatoer.
Du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik.
Privatlivspolitik